Vi regnede med at processen fra godkendelse til overtagelse var kort, da man jo helt undgår advokater m.m. når det er en andel man køber. Men vi blev dog klogere…

så hvad vi regnede med blev en hurtig overtagelse 1. juli, blev en overtagelse 15. august. Men heldigvis har vi jo ikke så travlt – vi skal jo først flytte ind 1. juli 2017!

De tidligere ejere så gerne at vi købte deres to skurvogne, der stod på grunden. Men da de begge var medtagne og trængte til en meget kærlig hånd var vi lidt lunkne. Vi er parate til at give den kærlige hånd, men det var bare lige lidt for kærlig en hånd der skulle til.

 

For at gøre en lang historie kort, valgte vi at købe den største vogn til 50.000 kr med, og tænkte at den kunne jo nok sættes i stand.

Desværre viste det sig at gulvet buede ikke mindre end 4 cm fra midten og ud til begge sider, hvilket antyder at den var sunket hvor den stod. Det turde vi ikke satse en større renovering på, så vi satte den til salg og fik den solgt med et tab på 10.000 kr.

Til gengæld havde vi så frie hænder til at gøre lige hvad vi ville!

Så efter 2 månders forsøg på at overtage, så vi kunne komme i gang, lykkedes det endeligt 15. august at overtage Friland 36 – nu med ukrudt i en meters højde, en polytunnel og ingen huse – men dog en pizzaovn med eget tag 🙂

Men som vores nabo Jacob sagde – der er ingen motorveje til Friland!