Der er dog nogle ting man skal være opmærksom på. Her følger en guide til at bygge en dome. Først kan du se en præsentation via video, nedenunder vil jeg gå i detaljer med konstruktionsmetoden:
Videoerne er desværre forsvundet fra siden. Kig evt her – så kan det være de ligger nederst på siden.
En dome består af et 10 trekanter der gentages hele vejen rundt. Da en dome er halv-sfære er den nederste række trekanter delt midt over.
En 1-frekvens dome består af 10 trekanter.
I En 2-frekvens dome er de 10 trekanter delt så der er to trekanter i bunden af hver stor trekant (derfor 2-frekvens).
I en 3-frekvens dome er de 10 trekanter delt så der er tre trekanter i bunden af hver stor trekant (derfor 3-frekvens).
I en 4-frekvens dome er de 10 trekanter delt så der er fire trekanter i bunden af hver stor trekant (derfor 4-frekvens).

Udfordringen i at lave en dome er, at skabe den rette vinkel imellem pindene, så de danner dome-sfæren. Til det findes der en beregningsmetode. Du kan finde en masse beregnere på nettet, men de fleste er i fod. Men du kan bruge f.eks. denne: http://www.domerama.com/calculators.
Vores dome er 5 meter i diameter og kan bygges med følgende mål:
Træ til konstruktionen:
Hvis du bruger et rør med diameter på 2″ (5,7 cm) og bygger en 4-frekvens dome som os, skal du bruge:
A: Den korte side er 56,3 cm og den lange side 57,7 cm, med vinklen i begge ender på 82,7 grader (30 stk)
B: Den korte side er 66,5 cm og den lange side 68,2 cm, med vinklen i begge ender på 81,5 grader (30 stk)
C: Den korte side er 66,4 cm og den lange side 68 cm, med vinklen i begge ender på 81,5 grader (60 stk)
D: Den korte side er 70,6 cm og den lange side 72,6 cm, med vinklen i begge ender på 80,7 grader (70 stk)
E: Den korte side er 73,6 cm og den lange side 75,6 cm, med vinklen i begge ender på 81,4 grader (30 stk)
F: Den korte side er 67,4 cm og den lange side 69 cm, med vinklen i begge ender på 81 grader (30 stk)
(Hvis dit rør har en anden diameter skal du lægge 5,7 cm. til disse mål og trække diameteren på dit rør fra).
Du kan bygge den af lige hvad du vil. Men vi har bygget vores af sibirsk lærketræ. Det er lidt dyrere end alm. fyrtræ, men det naturlige olieindhold i lærk, gør det en hel del mere modstandsdygtigt. Til gengæld kan man ikke få sibirsk lærk i helt så mange størrelser, så vi valgte at købe terassebrædder på 114 mm x 28 mm. som vi skar midtover med en dyksav. Dermed fik vi de 175 meter lægter på 57 x 28 mm som vi skulle bruge til konstruktionen.
Det afgørende for konstruktionen er at skære lægterne med en vinkel i begge ender. Det er nogle vældig præcise grader jeg oplyser, og det kan man selvfølgeligt ikke arbejde så præcist med i træ, men man kan jo gøre en indsats :o) Vinklen. skal være ens i begge ender.



Samleled:
I enderne skal lægterne samles. Det kan man gøre på mange forskellige måder. Vi besluttede at bruge en metode som er meget nem at arbejde med og ret eftergivende for småfejl.
Nemlig at hvert led er samlet af et metalrør i rustfri stål. Vi valgte at bruge et rør på to tommer i rustfri stål.Vi skar røret med en vinkelsliber. Hvert led har samme tykkelse som lægterne (57 mm) så det passer når de sættes sammen.
Leddene samles med patentbånd, der føres ind igennem røret og monteres på hver side af lægterne. Min erfaring er, at man skal skære patentbåndene så de passer med to huller på hver side af lægterne. Jeg sparede og nøjedes med en skrue, men det ville have været en del mere præcist og stramt med to skruer.
Der skal bruges følgende led:



Det er en god idé at starte nedefra og lave hele den nederste cirkel før du arbejder dig opad stille og roligt. Med lidt effektivitet kan en dome som vores samles på en dag.
Når du skruer patentbåndene på, skal du skrue skrue nummer to lidt skråt ind, så patentbåndet strammes sammen om lægten.
Vær ikke nervøs over at konstruktionen er lidt løs og svær at styre. Jo flere lag der kommer på, des mere stabil bliver den. En dome er en ekstremt stærk konstruktion, så når først den sidste lægte er sat på, kan 4 mand sagtens sidde på toppen!





Fundament
Vi havde besluttet at lave et fundament af Lecablokke på 49x19x32 cm. Dermed bliver domen 32 cm, hævet, så midten bliver 280 høj.
Vi startede med at rydde en plads på ca. 5,5 meter i diameter og jævnede den rimeligt pænt ud.
Herefter satte vi en pæl i midten og satte en snor på 2,6 meter i og en tynd stang i enden. Nu kunne vi tegne en streg rundt langs yderkanten af cirklen og grovplacere stenene.
Nu kan du forkorte snoren, så den bliver 250 cm. lang. Nu skal hver sten placeres, så midten af stenen rammer snorens bredde. Dermed bliver cirklen præcist 5 meter i diameter ligesom domen. (det skal dog siges at domen godt kan variere lidt i størrelse i fht hvor stramt du får strammet patentbåndene).
Stenene skal nu stilles pænt rundt side om side og i vater både vandret og lodret. Jeg har ikke fastgjort stenene yderligere, men overvejer dog at lave nogle spyd fire steder som holder på stenene.
Da domen var placeret skruede jeg karmskruer i hver eneste sten igennem domens underkant.

I midten har vi planlagt at lægge brugte sten eller brugte terassebrædder i midten, da vi ønsker at bruge domen som spiseplads i gråvejr.
Plastiksider
Vi udregnede at vi skulle bruge 60 trekanter på 75 x 75 cm og 110 stykker på 86×86 cm. Så er der 5 cm. til hver side at trække i når plasten skal spændes ud. Jeg skar to skabeloner i træ, og det var en god investering, da man lynhurtigt kunne skære dem ud.
Vi valgte at spænde plasten ud oppefra, da det gør det nemmere at man kan klatre i domen. Men det betyder at man hele tiden skal lade den nederste side hænge indtil stykke nedenunder er monteret, så vand kan løbe oppefra og ned uden at løbe ind under plasten.
Vi klipsede stykkerne fast og lagde bagefter trælister ovenpå.
Her kan du se en video hvor jeg viser hvordan plasten trækkes på.


Lister
Jeg synes træ er den rigtige løsning da det jo er en meget tydelig del af konstruktionen der kommer til at definere domens udseende.
Jeg skød dem på med sømpistol, hvilket kan anbefales da der virkeligt skal mange søm til at holde dem på plads.
En udfordring er i denne konstruktion, at patentbåndene sidder og fylder i hver ende, så listerne kommer nemt til at gabe.

Sidste finish
Sidste heat af domen. 1 1/2 år efter den blev bygget har vi endeligt fået færdiggjort den helt med dør, vindue, gulv og propper. Se disse videoer for at se løsningerne.
De er ikke fleksible i lamellerne, så de kan ikke presses i, pga patentbåndene. Derfor savede jeg lamellerne af med en kap/geringssav – det fungerer fint og de fleste propper “popper” bare i hullerne. Et par stykker er efterfølgende blevet presset ud, men mon ikke de er til at få i, hvis man maser patentbåndene lidt ind.

Døren: Var ret kompliceret, men jeg er godt tilfreds med denne løsning. Jeg havde egenligt tænkt at sætte et par plader ind, så det blev en slags tunnel, men synes dette passer bedre til domens luftighed. Den er ikke helt tæt omkring dørene, men det ser jeg ikke som et problem.

Hej har du en mere præcis skitse om hvornår den enkelte liste skal bruges da de har forskellige længde og smig
Hej Kjeld.
Ja jeg havde kun fået tegningen med i videoen, men nu har jeg lagt den op. Jeg har også opdateret størrelserne, da man skal trække rørets diameter fra længderne på lægterne. Skriv endeligt igen hvis der er noget der ikke giver mening.
Hvis vi nu vil bygge domen i 2 V også 5 m i diameter, har du så længderne på træet?
Vh Helle
Hej
Jeg har efterhånden bygget en del 2V domer på 5 meter, så det er ret nemt. Det er markant simplere end 4v domen og langt billigere. Og så har den sin egen elegance.
I skal bruge 30 stk. på 136,6 cm med vinkel på 74 grader samt 35 på 154,5 cm på 72 grader i hver ende. Disse mål skal så fratrækkes diameteren på en af rørene I samler domen med. Jeg har nu flere gange prøvet at bygge en 2V dome med PP plastik rør med en diameter på ca. 5 cm. Det fungerer fint, og er langt billigere og lettere end jernrør. Ikke helt så holdbart, men den ene dome har vi skilt ad og samlet 4 gange uden problemer. Med fyrtræ kan den bygges for omkring 1100 kr uden plastik!!
Hej. Jeg er igang med at bygge en dome efter din vejledning. Jeg har nu lavet alle bjælker og er igang med at save vandrør. Men jeg kan ikke se nogle steder i din vejledning hvilke gummipropper der er brugt til rørene. Hvad er det for nogle propper og hvor er de købt? Og er der nogle rettelser til vejledningen jeg skal være opmærksom på? På forhånd tak for hjælpen. Mvh. Rikke
Hej Rikke
Det er desværre en svaghed ved denne konstruktion. Nemlig at jeg endnu ikke har fundet en god propløsning. Jeg købte nogle plastpropper men de popper ud, fordi de er for hårde i plasten. Så det kræver noget der er mere fleksibelt. Så jeg kan desværre ikke hjælpe – men jeg er MEGET interesseret hvis du finder en løsning. Når det er sagt, så kommer der ganske lidt vand ind, hvis du lader plasten gå hen over hullerne. SÅ det er ikke et problem.
Hej Rikke.
Vi har også bygget og står lige pt foran at vi skal lukke den. Vi lader plasten gå godt ud over rørene, og da der vil være 5 lag, skulle det som sådan være tæt nok.. Men ellers må vi opfinde noget.
Hvis ikke du allerede er medlem, har vi lavet en gruppe på fb hvor du kan følge og se masser af billeder på hvordan vi har løst nogle af udfordringerne 🙂
Link til gruppen
https://www.facebook.com/groups/1219876641702536
mvh Jan
Hej Nikolaj
Kan du huske hvad godstykkelsen er på de PP rør du brugte?
Jeg planlægger at bygge en 4V dome på 7 m i diameter, og tænker at bruge de samme PVC rør, som dem man bruger til havedamme. Her er godstykkelsen på et 50 mm rør 2 mm. Alternativt tænker jeg et benytte muffer (limfittings) hvor godstykkelsen er 4 mm.
En anden sag. Døjer du stadig med at finde på gode propper til samlingerne? – Jeg har overvejet at fore med stykker af rørskåle.
Hej
Tak for kommentaren. Tror det var helt almindelige afløbsrør fra byggemarkedet. Men aner ikke hvad godstykkelsen var. Men det kan nemt blive trukket skævt hvis ikke det er tykt nok – så lyder som en god ide med muffer. Jeg fandt aldrig propper der virkede men kan ikke lige se hvordan rørskåle skal fungere? Det er jo skum der suger… Jeg tror løsningen er at trække plasten ind over samlingerne.
Hej. Jeg skal igangværende med at bygge den samme dome som jer. Jeg vil gerne bruge sebirsk lærk ligesom jer. Men hvilke save skal jeg bruge til at henholdsvis dele brædderne og save vinklerne? Mvh. Rikke
Jeg brugte en bordrundsav eller en dyksav til at skære dem på langs og en kap/geringssav til at skære vinklerne.
Hej EcoBlog
jeg er meget interesseret i at få bygget en Dome. Jeg er så erfaret at det måske ikke er så simpelt som det ser ud til – især når man godt vil lave lidt modifikationer 😉
Jeg tænker at bygge en “ring” mere på – sådan at den begynder at være mere kugle.
Ved i beregninger for sådanne en dome – hvor mange flere beslag, bjælker jeg skal bruge ?
HVORFOR 🙂
en af grundene er at ståhøjten kommer længere ud og dermed mere plads.
en anden er at regnvandet bliver skyllet længer ud fra domens fundament. her kan så stå nogle højbede og blive vandet og osv.
på forhånd mange tak
forsat god vind
Frank
Hej Frank
Det har jeg ikke prøvet. Jeg er personligt ikke vild med formen, når den går indad igen. Derfor har jeg jo lavet et fundament med lecasten, for at skabe stå højde og mere lodrette vægge indvendigt. Måske nogle af de engelske dome-calculators har den mulighed?
Tak for vejledning. jeg vil gerne bygge en dome, men kan ikke få mål og vinkler på lægter til at passe sammen, når jeg regner på det.
Nå det burde ellers passe… Men det er jo svært at vurdere ud fra det du skriver.
Hej. Jeg vil bygge et kan du kigge præcis hvor meget træ du brugte og metal rør.
Plus hvad er det du mener under træ konstruktion “den lange side og den korte side” ?
Hej
DU kan finde længden af træ ved at se hvor mange stykker du skal have i hver længde. Det har jeg ikke lige selv regnet sammen. Jeg lavede det hele af lærketræsbrædder som jeg skar midt over. SOm jeg skriver i bloggen blev det ca. 250 meter træ. Mht den lang og den korte side, skyldes det at træet skæres i vinkler i enderne, så der er en side på hvert stykke der er længere end den anden. Metalrøret hænger sammen med den bredde træ du vælger at bruge. Der er ca. 90 stykker rør, så hvis dine træstykker er 57 mm brede når de skæres ud i vinkler, skal du gange 57 mm med 90 = 513 cm.
Jeg tror faktisk der er svar på det hele hvis du læser grundigt.
Hej Nikolaj
Tusind tak for din fine introduktion til hvordan man kan bygge en dome.
Har brugt informationerne fra din hjemmeside til at bygge en lille flytbar hønse-dome (3 mtr i dia., 2V). Nu vil vi igang med at bygge en drivhus-med-mere-dome der er 7 mtr i diameter (V4), så den bliver altså 3.5 meter høj. Mit spørgsmål er så: Tror du at dimensioner på tømmeret skal være større end 28×57 mm? -Den skal også beklædes med plast. Jeg regner også med at bruge jernrør, og tænker i den forbindelse på om du har forslag til hvordan man forholdsvis nemt får skåret alle de stykker rør? Mvh Rasmus
Hej
Jeg har aldrig prøvet at lave så stor en dome. Men tænker at dimensionerne er de samme, da stængerne jo stadig er forholdsvist korte i en V4 dome. Så det skal nok blive stabilt. Men det er virkeligt mange rørstykker! Jeg havde en mand til at skære i to dage med vinkelsliber for at lave de 100 stykker min dome skulle have. Så en anden gang ville jeg nok gå til et smedeværksted og høre hvad de skal have eller se om jeg kunne være heldig at fine et færdigt produkt der er i passende dimensioner.
Hej Nikolaj. Tak for hurtigt svar. Stavene bliver omkring 1 mtr +/- få centimeter. Derfor jeg er usikker på dimensioner. Men jeg har fundet et sted hvor de har sibirisk lærk der er 70x34mm – tror måske jeg vil bruge det, hvis det ikke er for dyrt. -Skal så have en anden dimension rør/hubs. Ved du noget om hvordan man finder ud af forholdet ml. stav-dimensioner og hubs-dimensioner? -for rørene skal jo så være større. Og ja, tænkte nok at det er noget af et arbejde med de rør 🙂 -Har også tænkt på at gøre det med en vinkelsliber :-/ 🙂 Mvh Rasmus
Bredden af jernrørsstykkerne skal være svarende til snittet på træet. Så når du tager din 70×34 mm stav, og skærer den i vinkel, skal du måle længden på snittet. Så langt skal hvert rørstykke være. Diameteren på røret afhænger af at der skal kunne være 6 lærkestykker på 34 mm der går ind til den. Jeg havde overset dette, da jeg byggede en i Sydafrika med nogle elever og for holdbarhedens skyld købte nogle større fyrstokke. Så vi måtte skære dem ud i bunden, så de blev smallere ind mod jernrøret. Det er muligt men ikke ret kønt. Mine lærkebrædder var jo 28 mm så du skal altså have nogle jernrør der er noget bredere end mine i diameter.
Hej…
Starter med at sige super hjemmeside….
Jeg har et spørgsmål, jeg håber du kan svare på.
Jeg vil lave en mindre dome, med samleled på 43mm, i stedet for dine 57mm., det vil sige plus 14mm til dine mål.
Domen skal også kun være 2/5 størrelse. Så spørgsmålet lyder endeligt på hvornår de 14mm. skal lægges til !! -før eller efter jeg har divideret f.eks. A på 56.3 cm med 2/5 ?
Håber meget det giver mening :/
Mvh
Thomas
Hej Thomas
Jeg har jo taget udgangspunkt i http://www.domerama.com/calculators/4v-geodesic-dome-calculator/ til at beregne målene. Jeg er ikke 100% sikker, men tror at det du skal gøre, er at indtaste 100 i radius (såvidt jeg forstår på dig skal den være 200 cm i diameter?) og beregne.
De tal jeg får frem er:
30 X “A” 25.318 . 7.27°
30 X “B” 29.524 8.49°
60 X “C” 29.453 . 8.47°
70 X “D” 31.287 . 9.35°
30 X “E” 32.492 . 8.59°
30 X “F” 29.859 . 9.00°
Disse tal trækker du så dine 43 mm. fra, så A f.eks. bliver 21 cm på den lange side og så tager 7 garder fra i begge sider (altså vinkler på 83 grader) så den korte side bliver lidt kortere.
Jeg er ikke helt sikker, men tror det skal gøres sådan 🙂
Du skal iøvrigt være skarp på om der er plads på dine mindre samleled til dine lægter. Jeg har selv prøvet det, og måtte skære lægterne smallere inde ved samlingen for at få plads til dem hele vejen rundt.
Hej igen ? Hvilket type patnetbånd har i brugt? Jeg har noget men syntes ikke det virker så stærkt. Mvh. Rikke
Helt almindeligt patentbånd 🙂
hej
er meget inspirerende at læse om dette byggeri
jeg har tænkt mig at bygge en med en diameter på 10meter-og så brugen den som bolig.
tror du man kan bruge de samme trekanter i bruger i jeres dome.
Hej
Fedt! Vores oprindelige drøm var også at lave en 13 meter glasdome og bygge et hus indvendigt. Jeg opgav dog pga kompleksiteten. Min nabo Mathias som bor her på Friland har bygget en 200 kvm dome som hus, så du skulle næste besøge ham. Han købte samleleddene for ca. 50.000 kr i USA og fik dem leveret i en container og så byggede han den af lokalt træ.
Hej Nikolaj
Vi planlægger at bygge en dome til vores projekt til hc Andersen festivalen i Odensen til August.
Den skal også have en diameter som den der bliver bygget her og skal bruges til at projektere på …
Mit spørgsmål er om den i har bygget her stadig står et sted ? Og om man kan se den ? Mvh Morten
Hej
Ja bestemt. Den står i min have på Friland ved Rønde. Du må gerne kigge forbi 🙂
Tak for den grundige beskrivelse. Jeg har i Påsken bygget en 2V dome på dit forlæg (samme diameter og fundament. Det gik fint uden et ekstra sæt hænder.
Måske er den omtalt tidligere, men for interesserede vil jeg anbefale beregningsmodellen på acidome.ru – det er uden tvivl den bedste, jeg er stødt på til dato.
Hej Nikolaj
Fedt projekt. Jeg kan godt lide, at du viser, hvordan du har lavet samleled, så man kan undgå udgiften til de færdiglavede.
Du nævner også, at man kan bruge glas i stedet for folie. Kender du gode eksempler på, hvordan man kan får domen tæt med glas?
Tak fordi du deler.
/Jens
Hej Nikolaj.
Har nu læst dette indlæg nogle gange i et par år, og jeg syntes det er en meget god forklaring du kommer med her, og giver mig lyst til at prøve udfordringen med dette fine og anderledes byggeri, frem for bare at bestille et orangeri på 13 m2 som jo allerede er for lille inden man er færdig med at samle det.. gg ..og da jeg går hjemme med en arbejdsskade pt, skal jeg jo have tiden til at gå.. jeg tænkte en dome på 7 m, men allerede ved udregningen syntes jeg der går noget galt, når jeg kigge på at du har brugt 250 m træ til din på 5 m, og når jeg kalkulere min på 7 m siger den 262 m..
Kunne du evt hjælpe mig med at få de helt rigtige tal frem? Og jeg mener selv jeg har fundet fidusen med pindene.. at alle mål er længste mål Og at man fratrækker diameter på røret og man lægger snittet på de grader der er angivet..
Og vi taler om en 4v
Jeg må have lavet en fejl da jeg skrev 250 meter. For når jeg lægger mine egne tal sammen bliver det 173 meter. Men så brugte vi jo også træ til listerne udenpå domen. Så måske det er derfor. Jeg tror trygt du kan satse på 262 meter. Men husk at du skal have træ til listerne på ydersiderne – og jeg vil virkeligt anbefale dem i så hårdt træ som du kan få råd til. Mine trænger allerede til at blive skiftet efter 3 år og det var i Sibirsk lærk…
Har du overvejet om listerne kunne være klart plexiglas? – Vil det visuelt blive grimt at se på?
Man kan f.eks. bestille plexiglas/acryl hos f.eks Interglas skåret i bredden, så det blot skal kortes af.
Ulempen er helt klart, at der så skal bores, og skrues.
Det vil jo klart gøre dem mere holdbare – men også absurd dyrt – har lige betalt 800 kr for en plexiglasplade på under en kvadratmeter – så kan slet ikke forestille mig hvor dyrt det ville blive. Personligt er jeg gået over til den anden domekonstruktion jeg har vist her: https://www.ecoblog.dk/2024/02/07/dome-v3-0/ da den er både flottere og ikke har brug for listerne udenpå. Det betyder at den bliver mere holdbar og mindre utæt (dog er den stadig udfordret af tæthed). Til gengæld kræver den en del mere præcision i tilskæring og samling.
Ja, helt gratis bliver det ikke, men bruger jeg konfiguratoren hos Interglas rigtig, så kan jeg købe udskårne lister i en tykkelse på 3mm og 30mm brede i 2 meters længde til en tyver pr stk.
https://interglas.dk/shop/akryl-klar-3-500p.html
Jeg ser godt pointen i din V3 dome uden samleled, men mine værkstedsfaciliteter er begrænsede der hvor domen skal rejses
Nu har jeg kigget mere på den V3 dome du linker til, og en masse tiltaler mig. Jeg har købt tegningerne og er blevet endnu mere inspireret, og tror vi vover springet. Vi kigger på en v4 – den der hedder GD27 – men er godt nok lidt overvældet over de mange vinkler på remmen, og på den GD62 jeg har åbnet er der ikke en gang vinkler, bare sektioner.
Har du nogle gode tips, eller dårlige erfaringer du vil dele, for lige nu er det remmen, som giver mig de største hovedbrud (nok fordi jeg kun læser tegninger, og slet ikke er begyndt endnu :-))
Jeg har allerede lært, at hver gang jeg læser på tegningerne dukker der flere hints og detaljer op 🙂
Ja de er super fede 🙂 Men du har HELT ret – det er remmen der udfordrer. Ham jeg kender der lavede den først – havde en genial løsning. Han byggede en stor terrasse og placerede domen på den. DEn er så ikke helt flad – så der skal efterfølgende laves nogle trekanter der lukker under – men det er virkeligt smart. De to jeg har lavet har vi startet med remmen og i sidste ende passede de ikke på remmen – måske mest fordi de er lavet sammen med højskoleelever – så skrider alle stykkerne 0-1 cm og det betyder i sidste ende at det ikke passer. Når det er sagt lavede jeg ikke hans rem – men købte blot nogle tykke regler og skar dem med 12,5 % eller sådan noget vinkel. Men det passede som sagt ikke i den sidste ende ihverfald i den ene af domerne.
Jeg har tre løsninger hvis jeg selv skal bygge igen:
1: Min nabo har fået en cnc fræser og jeg overvejer at få ham til at skære stykkerne – så bliver det 100% præcist og passer
2: Lav den store terrasse
3: Lav hele domen FØR du laver remmen og lav så remmen så den passer til domen.
Se billede her
Tak for svar. Ja jeg kørte dine mål igennem beregneren og så også at det var de 173 m, og blev enig med mig selv om at det nok var ekstra m til dvs lister mm. Hvor tykke lavede du dine lister, for det har selvfølgelig også noget at sige med holdbarheden, jeg tænker selv 1,5 cm lister, så der må kunne blive 6 lister ud af et bredt da sav skæret tager 2 mm pr snit, med mindre jeg finder en med en båndsav så vi kommer ned på 1 mm, så kan der blive 7 lister pr bret. Jeg regner med 4 m længde, så 12 bredder har jeg 288 m lister.
Vi går så lige et skridt videre og dypper alle lister og lægter i teakfarvet olie 2 gange. 🙂
Mht til samlingerne, har du fundet et alternativ istedet for rør? Jeg kan se der findes jo et hav af løsninger, men det med at skære til i vinklerne så træ mødes, det springer vi bare over 😀
Mht sokkel.. kan man med fordel gå ned i mindre blok i bredden på en 7 m dome? da jeg syntes 19 cm lyder lidt voldsomt til en 57 mm lægte, da R jo er større.
Og til sidst, jeg kan ikke finde det link du taler om mht de propper hvor de købes
Mine lister er 10mm. 15mm er nok engod ide. men kan også virke voldsomme måske – de er jo ikke så brede. Jeg har ikke bygget nogen uden rør – men vil sige at jeg har ikke nogen god løsning i fht. at lukke rørene. De propper jeg købte var for hårde i plasten, så de popper ud løbende. Tror kun der sidder 10 tilbage efterhånden. Så de skal enten monteres på en eller anden mådemed skruer eller lim eller også skal man have noget gummiagtigt – der sidder i spænd. Skriv gerne hvis du finder en god løsning. Jeg har vænnet mig til at domen er utæt…
Mht sokkel – er det ikke noget jeg har ekspertise i. Jeg brugte bare hvad der blev anbefalet på en eller anden blog. Men tror det var for at holde det frostfrit – ikke æstetisk.
jeg havde tænkt tanken, og derfor overvejet at låse dem med silicone, med mindre plasten ikke kan tåle det :-O
med hensyn til listerne, regnede jeg med at ved 15 mm så kunne jeg tillade mig at fræse 3-4 mm af i ænderne, således at listen ikke vippede op hvor bånd og skrue sidder 🙂
Ubs.. jeg fandt linket til propperne 🙂
Hej igen Nikolaj
Jeg skal liiiige høre lidt til de rør du samler med. For nu har jeg søgt rundt på 57 mm rustfri rør, og de priser stikker da helt af.. Og så er der ikke mange der har det. Så nævner du på et tidspunkt plastrør som du har brugt, og kan det evt bruges til en 7 m dome ?
Jeg er meget modtageligt for alternativer og evt link til det rigtige rørvalg.
På forhånd tak, og så vil jeg ud og kalke og male huset færdigt, så vi kan komme i gang med projektet 🙂
Jeg er ret sikker på at mit ikke er rustfrit. Men det er nu ikke specielt rustent efter 3 år. Man kan også bruge plastrør (står under min beskrivelse af 2v domen). Så skal det bare være uv-resistent. Den vi byggede med plast er blevet taget op og ned og det er rørene ikke så vilde med. Men tror det er ok til en opsætning. De er lidt mere bløde i det selvfølgeligt.
Hej Nikolaj.
Tak for din hjælp, vi er godt i gang med vores projekt. Vi gik op i 7,4 m i diameter og dermed et areal på 40 m2. Pga mit skrog valgte vi 3v og osse fordi vi kom sent i gang. Vi valgte en løsning med flad base og større end en halv kugle, så vi har en frihøjde ude i siderne på 2 m. Domen er 4,6 m høj med sokkel. Domen er rejst og er forankret på 15 pæle der er støbt i jorden, derefter murede vi en sokkel op under bundrammen og ud til pælene. Der er blevet lavet en dobbelt stald dør og jeg er lige pt ved at skære listerne i lærk til at sætte udenpå plastikken. Så vi er snart klar til at lukke den, og det hele er hjemme
Som samle led brugte vi 75 mm pem rør og hele trækonstruktionen er lavet i trykimprægnerede lægter.
Vi har lavet en gruppe på facebook omkring vores projekt, med en masse billeder og forklaringer, og her er du da velkommen til at kigge med. Et projekt der har vakt opsigt i de forskellige havegrupper, og gruppen kom over 1000 medlemmer på under 4 uger.
Endnu en gang tak for råd og denne blog, som gjorde vi fik lysten og havde modet til at gå i gang-
Link til vores gruppe
https://www.facebook.com/groups/1219876641702536
Mvh Jan
Hvordan håndteres kondens på indersiden ?
Mvh
Der er ikke problemer med det. Ved ikke om der normalt er da jeg ikke har haft andre drivhuse. Men der er åbne rør i alle samlinger samt et vindue så der er altid luft nok.
Hej Nikolaj, jeg har med interesse læst din beskrivelse af at bygge en dome. Jeg arbejder på Løgumkloster Højskole og vi går lidt med tanker om at bygge et drivhus/planteværksted – måske som et dome-byggeri. Kan jeg kontakte dig for at høre mere om bygge-modellen og hvordan vi kan bygge en del af det selv?
Mvh Elise Brink
Hej Nikolaj, Jeg har lige fundet denne her side, fordi jeg skal i gang med at totalrenovere min dome som jeg byggede for godt 20 år siden – det er en en 2V dome. Jeg overvejede at samle den som her beskrevet med rør og fastgørelse, men jeg endte med hulbånd klippet (bukket) i stykker, skruet på i to forskellige afstande fra centerhullet og samlet med bolte/fløjmøtrikker. Det virker fint, og jeg har løbende kunnet udskifte stiverne, når de blev for undelige (jeg byggede af genbrugslægter, der blev pillet af vores tag). Nu er stiverne slidt op, men samlebeslag/hulbånd kan endnu, så nu bygger jeg en ny. Døren og fundamentet er mit ømme punkt. Leca holdt ikke – hvordan holdt jeres?
Link til min blog om domebyggeriet: Dome
Fedt! Vi har jo lecablokke hele vejen rundt og de står som da vi byggede den for 5 år siden, så det har holdt godt. Døren er også stadig fungerende – men den er ikke bygget i super solid kvalitet så den kommer jeg nok til at skifte på et tidspunkt. Men generelt synes jeg domen står fint her 5 år efter!
Hej. Super informativ artikel – tak for det. Jeg har selv været inde og se nærmere på acidome. når jeg klikker af på “piped” så får jeg nogle mål på hvor lange de enkelt stykker træ skal være – og hvilken vinkel. Mot spørgsmål er ret simpelt – skal jeg trække diameteren på det rør jeg bruger som konektor fra? så hvis længden f.eks. skal være 800mm i henhold til acidome og mit konektor rør 75 mm, skal længden så være 725 mm og ikke de 800mm som programmet siger? På forhånd tak for hjælpen.
Ja lige præcis 😊