Jeg har nu 2-3 gange bygget en billig version af vores 5 meter dome. Nemlig en såkaldt 2V dome, som altså har markant færre opdelinger. Den er derfor en del billigere i træ og kan bygges ret hurtigt. Den sidste vi byggede var for en skole for autistiske børn i Sydafrika. Jeg havde 13 højskoleelever med til Sydafrika og vi tog ud på skolen kl. 8.00 om morgenen, købte materialer for ca. 2000 kr i en nærliggende byggehandel og kl. 16.00 var domen færdig og klar til brug.
Denne dome er bygget i meget kraftigt træ på 45 x 75 mm da skolen ønskede dette. Det kan man sagtens, men gav lidt problemer da rørene der samler dem kun var 5 cm i diameter, så der var ikke helt plads når der skulle være 6 stænger, så vi var nødt til at skære dem lidt mindre så der var plads til alle.
Domen samles ligesom 4V domen i den grundige tutorial, der er bare meget færre stænger og samlinger.
2V domen med diameter på 5 meter består af:
30 stk. lægter på 136,6 cm med vinkel på 74 grader samt
35 på 154,5 cm på 72 grader i hver ende.
Disse mål skal så fratrækkes diameteren på en af rørene I samler domen med. Jeg har nu flere gange prøvet at bygge en 2V dome med PP plastik rør med en diameter på ca. 5 cm. Det fungerer fint, og er langt billigere og lettere end jernrør. Ikke helt så holdbart, men den ene dome har vi skilt ad og samlet 4 gange uden problemer. Med fyrtræ kan den bygges for omkring 1100 kr uden plastik!!
Hej, det er en rigtig god blog om bæredygtigt byggeri. Tak for det. Jeg overvejer at bygge en dome, som denne på siden, men i mine overvejelser gør jeg mig tanker om, at lave en konstruktion af 4-5-6 kanter (med 3 kanter som stabiliserede elementer. Man kan nærmest se den første 5 kant på dit billede. Har du erfaringer med dette, specielt i forhold til, hvor nøjagtig man skal være med vinklerne ?
Jeg tror ikke helt jeg kan følge dig med 4-5-6 kanterne. Men det er korrekt at der dannes 5-kanter midt i. I fht. vinklerne, så er de jo ekstremt præcise i målene med vinkler på 73,56 grader osv. Det er ikke så vigtigt med denne konstruktion, da patentbåndene giver en vis fleksibilitet – men jeg går da en del op i at det er 73 og ikke 76 grader når jeg skærer ud.
Hej igen, nej, kan godt se at det ikke giver mening, men måske giver det mere mening hvis man ser på Easy Domes, fx den her http://www.easydomes.com/Default.aspx?ID=13
Her kan man få en fornemmelse af, at man istedet for trekanter kan lave domen af x antal trapezer og x antal heksagoner ved jordoverfladen. Herefter fremkommer der et mønster af pentagoner og heksagoner, alt efter domens størrelse. Fordelen ved denne konstruktionsmodel er for mig at se, at man kan lave separate elementer, som kan færdigbygges på værksted, og som kan klargøres til fx isolering. Ulempen er størrelsen af elementerne, og de unøjagtigheder, der opstår, hvis man ikke er ekstrem nøjagtig.
OK, ja har set de huse. Jeg er ikke så vild med konstruktionen, men kan godt se at det er nemmere at kunne stå inde og arbejde med delelementerne. Men mon ikke udgangspunktet nærmere er en V2 dome. Den har ret få sider.
Hej Nikolaj,
Tror mit opslag i går gik tabt, og ellers må du leve med et dobbeltopslag 😊
Fed og informativ blog du har her!
Desværre har jeg problemer med at åbne videoerne på “sådan bygger du en dome” opslaget og kan derfor heller ikke lige helt lure hvordan du samler denne 2V dome.
Jeg er med på det med at skære tømmeret på de givne mål (minus koblingsdiameter), men hvilke pinde der skal samles med hinanden og i hvilket ‘mønster’ trekanterne skal samles kan jeg simpelthen ikke lige greje.
Håber at du kan hjælpe mig.
På forhånd tak og god aften!
Mvh,
Viktor Bøg Møller
Hej
Ja det kan jeg godt se. DE er desværre forsvundet fra siden – aner ikke hvorfor. Men har dem desværre ikke liggende mere – så jeg kan ikke hjælpe. Øv!
Fik dem måske til at virke nederst på siden. Prøv at tjekke. Men har ikke overskud til at gennemgå det hele desværre.